Forestillingen " Galop- en dialog med Leonora Carrington " er klar til turne!

Vi leder efter spillesteder i hele landet, så sig endelig til, hvis du har en god ide!

 

Om " Galop - en dialog med Leonora Carrington

"Katrine Faber fortæller: " I 2018 præsenterede Ib Johansen mig for denne fantastiske kunstner.

Ib har som den første oversat Leonora Carringtons fortællinger til dansk

i bogen " Den Ovale Dame og andre fortællinger. "

Jeg blev fuldstændig betaget af kraften i Carringtons kunst og livshistorie

og skabte work in progress soloforestillingen " Galop, Galop. Galop !".

Jeg spillede den i Aarhus, hvor den blev varmt modtaget.

Siden fik jeg travlt med andre projekter, men nu er tiden kommet til at

dykke ind i en dialog igen med denne højst aktuelle og inspirerende kunstner.

Leonora Carrington omtalte sig selv som heks og økofeminist

og hun har en masse at sige os i den tid vi lever i nu".

Aktualiteten. Carringtons kunstneriske univers vinder genklang i denne tid.

Hendes billeder var med i den store udstilling på Louisiana " Fantastiske Kvinder " med surrealistiske kvindelige malere.

Og den dansk /norske kulturskribent Susanne Christensen er udkommet med en bog om Carrington: ”Leonoras rejse.”

Kunstmuseet Arken havde også fornylig en soloudstilling med Carrington.

Tiden er inde for denne enestående kunstner, som malede, skrev, lavede skulpturer og teaterforestillinger

og skabte værker som taler langt ud over hendes tid og ind i fremtiden, fyldt med vilde syner og visioner.

Fyldt med mod og energi til at turde se andre livsformer, andre universer som muligheder. Carrington har meget at give til vores verden lige nu.

 

" Galop - en dialog med Leonora Carrington "

En musikteaterforestilling baseret på tekster

og billeder af den surrealistiske forfatter og maler Leonora Carrington UK/Mexico.

Her væves teksterne sammen med elektroniske stemmebilleder

og danner et sitrende strømmende sanseligt væv af ord og lyd.

Skuespiller og komponist: Katrine Faber

Oversætter: Ib Johansen.

Varighed: 70 min.

For unge fra 15 år og voksne.

Turnerer over hele landet hele året.

Pris: 9000 kr + transport.

Teknik: Kan spilles over alt. Basis lys, gerne mørklægning.

Booking: Esta dirección de correo electrónico está siendo protegida contra los robots de spam. Necesita tener JavaScript habilitado para poder verlo.

 Omtale:

" Den surrealistiske kunstner Leonora Carringtons tekster i kyndige og kreative

hænder hos skuespiller, sanger  og komponist Katrine Faber.

Den engelsk fødte, senere mexicanske surrealistiske maler og forfatter Leonora Carrington (1917-2011)

er ikke et kendt navn i Danmark til trods for at hun er en central kunstner i den surrealistiske litteratur og malerkunst.

Det skyldes især at der i lang tid kun i minimalt omfang fandtes oversættelser af hende på dansk.

Først i 2016 blev der rådet bod på denne mangel, da Det poetiske Bureaus Forlag udgav

Den ovale dame & andre fortællinger,

et fyldigt udvalg af Carringtons tekster i en oversættelse af Ib Johansen, som også har forsynet udvalget med et forord.

Leonora Carrington er født i den engelske overklasse,

men gjorde tidligt oprør mod de stive normer og den kvinderolle hun forventedes at udfylde.

Efter at være blevet bortvist fra et par kostskoler fik hun lov til at komme på en kunstskole i London,

og ad forskellige veje kom hun i forbindelse med gruppen af surrealistiske kunstnere i Paris.

Hun levede et par år sammen med kunstneren Max Ernst, men under krigen skiltes deres veje

på dramatisk og traumatisk vis. Leonora Carrington flygtede via Spanien og USA til Mexico,

hvor hun levede fra begyndelsen af fyrrerne til sin død i 2011.

Her udfoldede hun sin kunst, stiftede familie og blev også en aktiv støtte for den mexicanske kvindebevægelse

både generelt og som en der agerede på den politiske scene igennem sin kunst.

Oversættelsen af Carringtons tekster til dansk har inspireret skuespiller, sanger og komponist Katrine Faber

til at skabe en stærk scenisk forestilling i et elektronisk lydlandskab på grundlag af dels tre af fortællingerne i udvalget,

titelnovellen Den ovale dame samt Frygtens hus og Debutanten, dels tekster fra bøgerne Down Under og Hørerøret

og fortællinger fra Carringtons fantastiske liv.

Teksterne er meget velvalgte til at give et indtryk af temaerne i Carringtons forfatterskab.

Alle teksterne kredser om modsætningen mellem det konforme liv begrænset af patriarkalske familiemønstre

og jegets drifter og ønsker – konflikten mellem en stærk styring udefra og jegets lyster og indre udvikling.

Fortællingerne er groteske, sørgelige og humoristiske.

Der er talende dyr - især heste og fugle spiller en positiv rolle som modpol til stive og undertrykkende autoriteter.

Det er komplekse tekster som stiller store krav til den kunstneriske formidling.

Men Katrine Faber har så stort et register at spille på at den svære opgave lykkes til fulde.

Det mærkes at hun har en dyb forståelse for Carringtons univers, og derfra skaber hun sit eget originale udtryk.

Med varme, humor og et varieret register af elektroniske lydeffekter, sang og mimik får hun teksterne til at stå skarpt.

Gennem en bevidst brug af sine forskellige udtryksformer giver hun tilhørerne en intens rundtur

i jeg-fortællerens vibrerende univers, der kan svinge fra begejstring til angst på et øjeblik.

Som tilskuer ved premieren kunne man klart mærke Katrine Fabers engagement

i at dykke ned i et helt nyt og ukendt stof fra en kunstner, som hun føler sig forbundet med.

Der var et dramatisk drive og en fængende formidlingslyst som nåede ud i alle hjørner af rummet."

Anna Grethe Bech Cand. mag., storyteller, Aarhus

Ib Johansen, Oversætter, mag.art., Aarhus

  

 

    
Katrine Faber sammen med oversætter Ib Johansen.