Pinngortitaq Nipiliutsigu. Singing Our Place på Grønland 2016 - 2018.

I Grønland skabte vi i samarbejde med grønlandske scenekunstnere, beboere og institutioner.
en stor musikteaterforestilling og en interaktiv lydinstallation i januar og februar 2016.

Katrine Faber var på researchophold i Ilulissat og i Nuuk i februar og marts 2015
og igen sammen med Aksel Striim i Ilulissat i september og oktober 2015.
I Ilulissat etablerede vi samarbejde med mange spændende samarbejdspartnere.
I januar og februar 2016 opsattes lydinstallationen Hello How Are You ?How Is Your Nature ?
på Kunstmuseet i Ilulissat.
Og i februar 2016 opsatte og spillede vi  Pinngortitaq Nipiliutsigu –
den grønlandske version af Singing Our Place i Kulturhuset Sermermiut i Ilulissat.
 
Følgende deltog:
Varste Mathæussen, GL: skuespiller, maskedanser
Hans-Henrik Suersaq Poulsen GL: skuespiller, sanger, strubesanger, trommedanser
Katrine Faber DK: skuespiller, sanger, komponist, instruktør og kunstnerisk leder
Aksel Striim DK: musiker, komponist, video, scenografi, lys- og lyddesign
Jens Ole Nathanielsen GL: musiker, komponist, lys- og lyddesign
26 lokale voksne beboere fra Ilulissat GL:
skuespillere, sangere, dansere
Mandskoret Imilik, Ilulissat GL: sangere
18 unge fra Ilulissat, GL: dansere
Ivar Ørn Sverrisson Island /Norge: instruktørassistent, teknik, scenografi
Niels Berglund, GL: hiphop- og breakdanser og koreograf
Alvilda Faber Striim, DK: hiphop- og breakdanser og koreograf
Outi Tervo, FIN: hvalforsker, lydarkiver.
Lene Kielsen Holm GL: klimaforsker
Vi samarbejdede derudover med Sermermiut Kulturhus, Kunstmuseet,
Knud Rasmussen Museet,
Isfjordskontoret, SPS Seminariet, Ilulissat Skole, Lions Club Ilulissat,
Unnusarfik Ilulissat og mange gode lokale hjælpere.

 I  Pinngortitaq Nipiliutsigu er vi optagede af is, af sne, af hav, af de store ældgamle klipper.
Af vidder og uendelighed. Af stilhed. Af en på en gang stærk og sårbar natur.
Af havnen og fiskeriet. Af flyvepladsen og turisterne. Af affald , skrald og renhed.
Af miljøforgiftninger. Dyr der ikke kan spises.
Af de gamle bopladser, hvor fortiden er tæt på. Af knogler og kranier.
Af fangernes erfaringer. Af gamle myter om forvandlinger og ånder.
Af små planter som har brug for lang tid til at vokse.
Af menneskers fortællinger om afgørende øjeblikke i naturen.
Af at høre de gemte fortællinger og lyde i isen;
smeltende lyde og erindringer, nutidsfortællinger og fremtidsvarsler.
Vi leger med muligheden af at kunne lytte til optøende erindringer
fra mennesker og natur både fra vores fortid og nutid
men også fra fremtiden og tilbage til vores nutid.
Vi er optagede af at isbræen i Ilulissat er et af de store internationale hotspots i debatten om klimaforandringer.
Politikere, journalister og videnskabsfolk fra hele verden flyver i helikopter ud for at opleve isbræens smeltning.
Vi er optagede af den politiske kamp om Nordpolen. Hvordan ser den ud fra de forskellige perspektiver ?
Vi er optagede af udmagrede isbjørne på jagt efter føde i menneskeområderne.
Vi er optagede af den grønlandske slædehund, som der bliver færre og færre af og traditioner som forandres.
Hvad tænker folk i Ilulissat om forandringerne i naturen ? Hvordan ser det ud fra deres perspektiv ?
Hvordan ser det ud fra naturens perspektiv ?

Vi spillede for udsolgte huse i Ilulissat i 2016. Forestillingen blev så stor en succes og fik så meget omtale,
at vi blev inviterede af Grønlands Nationalteater til at genopsætte og turnere med forestillingen.

I efteråret 2017 og i marts 2018 havde vi prøver i Ilulissat, hvor vi alle mødtes igen og udviklede forestillingen.
I august 2018 turnerede vi i Grønland.

Fortællingen om denne fantastiske rejse er på vej.