Teater Viva: Tales From The Trash
Katrine Faber i et plastikhav i en kompromisløs klimaforestilling.
Foto Franseska Anette Mortensen.
Klimakrise, apokalypse og håb
09-05-2023
Med fortællinger fra et hav af plastik og med markante lydsamplinger kritiserer Katrine Faber først den vestlige verden for dens miljøsvineri, for tilslut at åbne op for en ny og bedre begyndelse.
Klimakrisen er til stede som tema i ganske mange teaterforestillinger for børn og unge pt. Det er lige før, det ligner en epidemi.
Forståeligt nok er global opvarmning, skovbrande, uddøde dyrearter og al den fortræd, som den vestlige verden de sidste mange tiår har forvoldt, vigtigt at tage op. Vi står i problemer til halsen. Der bliver talt om, om vi overhovedet kan nå at redde verden.
Katrine Faber har i Teater Viva-regi med ’Tales From the Trash’ (Affaldsfortællinger’) skabt en forestilling, som i en montageform, går ’all in’ på emnet.
Et ocean af plastik.
Et hav af plastikaffald møder publikum. Orange, turkisblå, hvide og andre kulører af plastikposer samt metervis af transparent sammenkrøllet plast tårner sig op på scenegulvet.
Som det ligger der og flyder, har affaldet, med sine krusninger, form som et ocean. Havassociationen stimuleres eller bekræftes af en lydside af bølger. Over en voice høres en eller flere stemmer, som taler et andet sprog end dansk. Det kan lyde som islandsk. Nordisk ial fald.
Af plastikdybet dukker Katrine Faber så op. Som Vølve, spåkone, Winnie i Becketts ’Glade dage’, havets mor eller en posedame fra nutiden. Iført sort kjole og siden også stiletter stavrer hun rundt i plastikken, som knaser under hendes fødder.
Fortællinger og myter
Fra plastikhavet trækker hun forskellige ting op. Fx en isbjørn og en lille kaffekop fra hendes barndom. Tingene sætter gang i en række fortællinger, som tilsammen danner en frise, fra en skildring af verdens begyndelse over den vestlige civilisations udvikling til dens fald med kaos og ragnarok, til en ny begyndelse – en begyndelse på en bedre tid for alle.
Faber trækker på nordiske myter, sagn og fortællinger. Fx en barndomsfortælling om mormor Hulda, der spår hende i kaffegrums. Og hun gendigter gamle kendte eventyr som fx ’Konen i Muddergrøften’ – det giver hun en ekstra tand ved at gøre fiskerkonen til en, som forlanger både at blive parcelhusejer med dobbeltcarport og parabolantenner, konge, præsident i en skyskraberbolig - til hele verdens enehersker.
Faber lader med stor naturlighed de forskellige fortællinger afløse hinanden i forestillingens civilisationskritiske ærinde. Hver fortælling er bærer af en kritik af den rovdrift, vesten har ført af moder jord. Fx historien om en ravn, der forvolder både hvalen og kvinden skade, fordi lampens ild var hvalens hjerte og kvinden dens åndedræt.
Mindekoncert og arier.
Det er godt for forestillingens rytme, at fortællingerne afbrydes af lyd- og musikindslag af en ganske særlig slags. Faber forlader plastikaffaldsområdet og træder hen til en mikserpult, hvorfra hun sampler musik. Hun laver lyde, som hun optager og afspiller.
Fx afholder hun det, hun kalder en mindekoncert for de uddøde dyrearter. Hun remser truede og uddøde dyrearter op. Den hvidbrogede ravn, den kaspiske tiger, tigerantilopen, kinesisk floddelfin, skovelefanten, huleløven, kæmpedovendyret og canadisk laks fx og fremsiger mindekoncertens skingre, høje og rytmiske lyde.
Og hun skaber og fremsynger det, hun kalder arier. Arier, som hun navngiver Arie nr. 1: Civilisationen og Arie nr. 2: Katastrofen.
Bægeret bliver fyldt
Faber sparer ikke på begivenheder. Klimakrisen bliver beskrevet med hav som stiger, jord, som synker i havet, skove, der brænder og mennesker, som slås om det sidste vand. Civilisationshistorien tager masser af udviklingsetaper med. Fra intet over molekyler, celler, amøber, gopler til pattedyr og mennesker. Mennesker, som kreativt opfinder redskaber, maskiner, fabrikker og rumraketter. Rumraketter vi kan flygte til planeten Mars i, hvis det går helt galt.
Mod slutningen vender Faber blikket mere indad og ud til publikum med en appel til, at vi husker at lytte til vores kroppes rytmer og husker, at vi hænger sammen med hinanden og jorden. På det kæmpestore filmlærred, som hænger på bagvæggen, vises der nu en film med Faber som med ryggen til traver ud gennem sne i et øde bjerglandskab, for at vende tilbage og gå henimod os.
På scenen genfinder hun den lille kaffekop fra barndommens og holder den op for øret som en konkylie og melder en ny og bedre tids komme med ordene: ”Jeg ser jorden stige igen af havet, fossen falder, ørnene flyver igen, og fiskene svømmer.” Og som det sidste billede rejser Faber sig op og holder en stor fisk i favnen, som er det et nyfødt barn.
Udtryksfuld ulydighed i en kompromisløs kulisse.
’Tales From the Trash’ kunne med held forkortes lidt.. Samtidig virker den lidt abrupt med sin brug af adskillige ikke helt gennemfortalte sagn og myter. Historier, som mange 14- årige næppe kender helheden i - om overhovedet noget af.
Når det er sagt, er det, som udmærker forestillingen, den kompromisløshed, den råstyrke og den udtryksfulde dynamik, hvormed Katrine Faber har sammensat og formidler det aktuelle tema. Samt det element af håb som hun – sammen med medskaberen af den elektroniske lydflade og scenografien Aksel Striim – til sidst bygger ind i forestillingen.
For unge fra 14 år og opefter er forestillingen et godt anderledes bud på en miljøkrisefokuseret civilisationskritik og en apokalypse tilsat fremtidshåb.
Af: Kirsten Dahl, Teateravisen. 2023.
FAKTA
Teater Viva: Tales From The Trash -
Ide, koncept og tekst: Katrine Faber. Instruktørkonsulent: Rolf Heim. Elektronisk lydflade og scenografi: Katrine Faber og Aksel Striim. Medvirkende: Katrine
Faber. Aldersgruppe: fra 14 år. Varighed: 60 min. Turneforestilling. Set 22. april på Aprilfestival 2023. www.teaterviva.dk
'Brug din stemme'
25-03-2013 Teateravisen.dk
'One Step (for humanity)' er en modig stemmeperformancemosaik. Et opråb for frihed, personlig sikkerhed og personlig integritet sat sammen i en Fabersk ekspressiv monologcocktail af sange, lydcollager, fortællebrikker og små koreografier.
FAKTA
Teater Viva: One Step (for humanity)
Ide, komponist af elektroniske lydflader og performer: Katrine Faber.
Skabt i samarbejde med instruktør Folmer Kristensen og musiker og lydtekniker Aksel Striim.
Tekster: James Joyce, Julio Cortazar, Stephane Hessel og Katrine Faber.
Aldersgruppe: Fra 14 år.
Turneforestilling. Set 22. marts 2013 på Teater Katapult. www.teaterviva.dk
I det ene øjeblik vugger Katrine Faber blidt æg i sine håndhuler. I det næste øjeblik sidder hun ude blandt publikum og fortæller en dramatisk fortælling om en mand, der som den eneste i en gruppe, overlever en henrettelsesaktion. Faber springer fra et fabulerende 'løghakket' foredrag om gråd og tårer til en humoristisk, facetteret og meget kropslig performance som skildrer en mand, der glider fra at være sikkerheden selv til fuldstændig at miste kontrollen.
I det ene nu fylder hun mikrofonen med Babylonsk tungeforvirring, det næste fortæller hun kriblende af forventningsfuld beretterglæde om en pige, der havde et vildt dyr indeni sig. Et vildt dyr som møder og parrer sig med noget blødt, varmt og levende, så der kommer en masse vilde unger ud af det. En blidt klingende sang afløses af en fortælling om en pige, der ligesom hendes søster i lejligheden nedenunder, bliver udsat for voldtægt på voldtægt.
Sårbarhed og sammenstød
Det er sammenstødene, de små overraskende indfald, det åbenlyst sårbare i udtrykket, sensibiliteten, råstyrken, energien, og den smittende stemning af, at dette er vigtigt at fortælle, som gør Teater Vivas nye solostemmeperformance interessant. 'One Step (for humanity)', som kredser om frihed, personlig sikkerhed og det at være menneske og have en stemme og bruge den, er skruet sammen som en montage af lydcollager, små fortællinger, korte sangsekvenser, ekspressive koreografiske optrin og langsom koncentreret dans, hvor Katrine Fabers forskelligartede stemmebrug har stor vægt. I begyndelsen er fokus på optrin som signalerer noget mytisk. Faber føder et æg gennem sin mund i en dans som giver associationer til rituel dans eller Butoh (pga. de langsomme hyperkontrollerede bevægelser). Når man lidt senere forstår meget mere af ,hvad forestillingen handler om, giver indledningsoptrinet, som hun til sidst vender ringsluttende tilbage til, mening. Men for især de teenageunge vil prologen nok virke provokerende anderledes og mærkelig. Måske. Men når Faber lidt efter trækker i svalehale og ankelremsko med hæl skifter forestillingen 'farve'. Som Faber står der i det androgyne antræk og lydkulissens rolige bølgeskvulp og dybe ind- og udånding, har forvandlet sig til en overspændt krop med et stresset åndedræt, er vi pludselig rykket ind i en anderledes konkret nutid. Herfra går det slag i slag med optrin, der kontrasterer hinanden.
Sprød og balstyrisk
Umiddelbart var mine to yndlingsoptrin historien om den lille pige, der havde det vilde dyr inde i sig, og scenen hvor den selvsikre person mister herredømmet over sig selv. Det første fordi Faber med krop og stemme og god publikumskontakt formidler en sprød og fabulerende tekst så det kriblende smitter i et udtryk der får sprælske poetiske dimensioner. Det andet fordi optrinet er veludført og i sin balstyriske koreografi med ulydige sko og bentøj får fortalt en almen genkendelig fortælling om tab af kontrol. Andre vil nok have andre yndlings/foretrukne.
Kunsten i 'One Step (for humanity)' består i at holde de mange forskellige tråde sammen omkring den betydning af at have en personlig frihed og stemme, som forestillingen har valgt. Det lykkes som helhed udmærket i en modig performance, hvor Faber også med et æg fortæller hvordan måne, sol og stjerne bliver til, hvor elektroniske lydmiks bruges men ikke overbruges, hvor slagfærdige replikker som: 'Så tal dog dansk!' vikles humoristisk sammen med bibeltekst, og hvor Faber får publikum til både at levere en tone og til at synge med.
Titlen vækker associationer til Armstrongs berømte replik: 'That's one small step for man, one giant leap for mankind'.
Men mens Armstrong fløj til Månen, bevæger Faber sig stærkt og modigt indad. Vi skal 'Lytte indad' siger hun et sted, og mod slutningen siger hun medeftertryk: 'Brug din stemme' som efterklang til en lille sentens, hvor hun referer Stephane Hessel for at tale for, at vi skal finde vores egen stemme og vores egne motiver for at engagere os. Når et så direkte udtalt budskab bliver spiseligt, er det fordi vi undervejs har fået et nuanceret kunstnerisk formet bud på akkurat dette.
Af:
Kirsten Dahl. Teateravisen.dk
One Step (for humanity)
Vi kommer ind i et sort rum. En kvinde klædt i rødt og sort sidder med hovedet bøjet dybt ned mellem benene. Hun ånder – hele rummet ånder- skulderbladene på den bare ryg stikker op som vingerne på en fugl, langsomt bevæges de op og ned. Så folder hun vingerne ud, retter sig op og føder et æg fra munden og et under skørtet. Hun løfter æggene op og de forvandler sig til kloder der roterer om hinanden i et univers. Sådan indledes den skabelsesberetning som sætter rammen om One Step (for humanity). Universet bliver til og mennesket fødes!
Katrine Faber tager os ud på en rejse. Vi møder den unge mand fra Beirut, som bliver skudt 5 gange, pga. af en ubegrundet mistanke om at han tilhører oprørerne. Den lille pige fra Indien som bliver bortført og holdt som sexslave i Dehli. Katrine selv, der som barn holdt op med at tale og var tavs overfor alle voksne i flere år. Teenageren, der kammende over i begejstring, fortæller historien om pigen der fik en stemme. Og mange, mange flere…. Katrine forvandler sig - på fuldstændig fantastisk vis skifter hun sprog, køn og alder i et væk, springer i tider og verdener. Hun lokker os med sin smukke stemme og skræmmer os med sine råb og sin rallen. Forestillingen rummer det storslåede mytiske og referencer til folkeeventyr, som danseskoene og samtidig er der plads til det helt, helt dagligdags, som løgpilning når man laver mad. Der er sorg over tab og fornedrelser, angst og stress, der er forførende glæde i bryllupssange og teenagefnis, der er vrede kommanderende soldater og gamle mænd og der er masser af humor.
Scenografien er enkel – bare en stol, en mikrofon og en skål med vand, men også det hæves i performancen op og forvandles i det mytiske univers, så skålen, der også bliver brugt som køkkenvask, bliver til urhavet og mikrofonen rummer stemmerne fra Babel.
Hele forestillingen er båret af lyd – Katrines stemme og åndedræt, som gentages, synger i kor eller diskuterer med sig selv. De elektroniske lydflader understøtter på forunderlig vis fortællingerne og svøber os ind, så vi befinder os midt i lyden af menneskelighed. Katrine giver mennesket en stemme, både dem der allerede har en, og dem vi aldrig hører. Hun slutter af med en opfordring: Alle mennesker har ret til at tale; brug din stemme!
One Step (for humanity) er performance når det er bedst, udført med sådan en ekvilibrisme af et talent så stort at man ikke kan undgå at blive revet med og overgive sig fuldt og helt. Forestillingen er en del af researchen til performanceinstallationen Lyden af Menneske - Dreams and Voices from the Human House, som Teater Viva spiller på Åbne Scene, Godsbanen d. 14.-18. Maj 2013. Se mere på www.teaterviva.dk og tag ind og se den, efter sådan en optakt kan det ikke undgå at blive en forrygende oplevelse!
De af jer der ikke nåede at se One Step (for humanity) er heldige, for den spiller igen i efteråret 2013 – I kan nå det endnu, så kom afsted!
Line Rostrup Henningsen
Agent
SceneAgenturet i Aarhus