”Det er ønsket, at teatrets arbejde kan forme sig som en hyldest til livet. Og det som holder os levende og på vej mod livet, mod døden. På vej mod os selv. På vej mod hinanden. I det menneskelige og i det mere end menneskelige i vores fælles verden. Teater Viva er et teater, hvor kilden udspringer fra kærligheden til kunstens evne til at skabe resonerende rum; rum i mennesker og rum mellem mennesker og vores levende omgivelser. Rum til møder og fællesskaber i levende resonans.” - fra Vivas vedtægter.

Teater Viva undersøger ​​teater, som et kunstnerisk rum, hvor vi kan møde os selv,
hinanden og vores levende omgivelser i en udvidet resonans.
Siden 2015 med Singing Our Place: et internationalt tværkunstnerisk projekt, der undersøger resonansen
i og mellem mennesker, vores levende omgivelser og vores fælles fremtid.
Singing Our Place har skabt teaterforestillinger, interaktive performances, koncerter, workshops, talks, lydinstallationer
og festivaler i Danmark, England, Norge, Sverige, Island, Tyskland, Finland og Grønland.

Teater Viva skaber teaterforestillinger, performances, community projects, interaktive installationer, koncerter og workshops.  Vi henvender os til både børn, unge og voksne alt efter projektets type. Teater Viva har en frodig og unik base af sceniske erfaringer fra mange års arbejde med stemmekunst, musik, historiefortælling, klassisk teater, fysisk teater, sang, byttehandler, gadeteater, performance og installationer. Teatret igangsætter og leder kulturprojekter og spiller sine forestillinger i tæt kontakt med et stort netværk af samarbejdspartnere og publikum på festivaler, koncerter, kulturevents, højskoler, efterskoler, hospices, kulturhuse, folkeskoler, virksomheder, konferencer, seminarier, havnefester, børnehaver, hospitaler og asylcentre.



Scenisk udtryk og sprog

Det særlige i Teater Vivas sceniske udtryk er kapaciteten til at forene stemme, krop og musik i et sprog, som med humor og intens kontakt til sit publikum inviterer til at kunsten stadig kan være et fælles ritual – noget vi gør sammen for at undersøge livets mysterier. En invitation til det sceniske rum som et rum for forløsning, for det ubeskrivelige, for det kropslige, sanselige og instinktive. Men også for intellektet, ordet og bevidstheden. Et scenisk rum, hvor kontrasterne kan danse deres skabelsesdans. Viva er optaget af at inddrage sit publikum som medskabere og skabe et åndende levende menneskeligt oplevelsesrum med en klang af noget mytisk og arketypisk, som samtidig forener sig med noget aktuelt og hverdagsligt. Teatret giver sin stemme ind i vores tid og skaber reaktioner og spørgsmål men som poetiske, engagerende, rørende, pirrende, forundrende indgange uden færdige svar. Vivas sceniske udtryk er på en gang intellektuelt og primitivt, melodramatisk og sofistikeret. Arbejdet er drevet af en optagethed af det at være menneske blandt mennesker og udforske det hæslige, det smukke, gråden og latteren, det komiske og det tragiske, aggressionen og ømheden i mennesket. Flere af Vivas forestillinger og installationer tager afsæt i en undersøgelse og fabulering over menneskelige grundfølelser.



Mødet

Fascinationen af mødet eller adskillelsen mellem mennesker og optagetheden af, hvad der sker både inde i det enkelte menneske og i menneskeflokke og mellem mennesker, har altid været en stor kunstnerisk drivkraft i teatret. Viva undersøger det ved at give sig i lag med billeder og gestalter fra myter, eventyr og andre store menneskelige grundfortællinger. Der fokuseres på den menneskelige bevægelse, som kroppen giver den; åndedrættet, stemmen, rytmen, klangen og dynamikken mellem kroppe, i lyden og i sproget. Der tilsættes ofte levende musik fra hele verden og fra mange traditioner og egne kompositioner og lydbilleder. Musikken beskriver det som ordet ikke evner og dog er store fortællinger, dramatiske tekster og poesi i spil i montagerne. Det sagte tørner mod det usagte. Viva interesserer sig for det der sker i mellemrummene. I de senere år har teatrets arbejde også drejet sig om mødet og mellemrummene mellem det menneskelige og alt andet levende på Jorden. Vi udforsker nye måder at forholde os til vores omverden på gennem kunstneriske udtryk og processer. Kan vi samleve med natur og dyr på en anden måde end hidtil ? Hvilke forestillinger gør vi os om vores fælles fremtid ?


Arbejdsform

Det sceniske materiale improviseres ofte frem; bevægelser, karakterer, tekster, musik og sange - ofte med tematiske afsæt fra mytologi, filosofi, psykologi, interviews, nyhedsmedier, videnskab og klassiske litterære værker eller performernes personlige oplevelser. I den endelige montage kan et improviseret materiale f.x spille op imod en klassisk tekst eller en monolog bygget på en avisartikel. De sidste forestillinger har været for unge og voksne, men Teater Viva holder af at skabe rum, hvor alle generationer kan mødes i kunsten. Fra de første forestillinger, som tog udgangspunkt i et fysisk ekspressivt scenesprog i dialog med musikalsk historiefortælling, har forestillingerne udviklet sig til at være mere performance- og montage-agtige. Her er soloperformancen One Step (for humanity) (premiere marts 2013) et åbenlyst bud på teatrets udvikling: en montage der monterer stærkt fysiske optrin med både akustiske og elektroniske stemmetableauer bygget på gråd, latter, vrede, lyst og monologer. Monologer der giver stemme til vidt forskellige menneskeskæbner og ytringer – i en polyfoni, hvor alle stemmer væves ud og ind af hinanden og ytrer sig på lige vis og væves sammen med sange, elektroniske soundscapes, skabelsesmyter, fællessang og dialog med publikum. Rummet bliver sat i spil med performerens aktion, lysdesignet og med scenografien som hovedsagelig skabes som et rum af lyd, der igen mødes med den levende lyd fra performeren.


Baggrund

Katrine Faber – skuespiller, performer, historiefortæller, sanger, iscenesætter – stiftede Teater Viva i 2007. Faber har en lang baggrund med uddannelse og projekter indenfor fysisk teater og klassisk teater, cirkus, gadeteater og sang og musik fra årelange ophold i bl.a  Spanien og Italien. Fra Italien har hun enstatsanerkendt skuespilleruddannelse på Instituttet for Scenekunst. Her arbejdede man med fysisk teater i grænselandet mellem teater og dans og inspiration fra orientalsk teaterkunst og martial -arts. Sceniske materialer blev også sat i spil med site-specifik-forestillinger i de italienske landskaber og byer. Hjemvendt til Danmark arbejdede Faber som skuespiller for Teatret Den Blå Hest og med andre frie scenegrupper. Desuden har hun uddannet sig indenfor sang og stemmekunst ved træningsforløb gennem mange år hos

Centre Artistique International Roy Hart i Frankrig og hos Nadine George på Voice Studio International i London. Faber har ledet teater –fortæller - og musikbyttehandler i bl.a Nepal, Mexico, Italien, Spanien, Tuva, Grønland, Island og på den danske ø Anholt. Teater Viva blev stiftet for at kunne skabe en base for produktioner med udgangspunkt i mødet mellem teater, historiefortælling, ny dramatik, installation, musik, stemme – og performancekunst tilsat et ekspressivt og fysisk udtryk og en tæt kontakt med publikum.

Læs mere om Vivas forestillinger her